Rønbjerg Ældrecenter - som den hedder i dag - blev bygget af Estvad-Rønbjerg Sogneråd i vinteren 1939/40 som "De gamles hjem" og åbnede den 1. april 1940. Der er gennem tiderne sket både tilbygninger og forbedringer og sidst i 90'erne blev centret totalrenoveret. 

Vi ligger smukt placeret i grønne omgivelser med udsigt til åbne marker og med et smukt springvand i haven. Der er også en del dyr på centret, heriblandt hunden Kvik, som vi - for en del år siden - arvede.

Der er 11 plejeboliger, heraf er de 3 midlertidige boliger, der er enten et-rums eller to-rums. Fra alle boliger er der adgang til fælles opholdsrum, indendørs torv samt lokalcenter.

Vi er et hjem, hvor humor og hjemlig hygge vægtes højt, og vi vil gerne, der er høj livskvalitet i hverdagen for alle i huset, det være sig beboere, gæster samt personalet. Det gør vi blandt andet ved at få så mange oplevelser ind i hverdagen som muligt, det være sig ture ud i naturen, en stille snak, banko eller en tur til Skive.

Da også livskvalitet vægtes højt, vil vi også altid vælge omsorg og gode oplevelser i nuet frem for rengøringen. Derfor kan der godt forekomme lidt nullermænd i krogene og lidt støv i den skarpe sollys, men vi hylder princippet :

"Hellere kærligt end klinisk"

 

 

Tilbage til forsiden

Publiceret 25-11-2015